KFUM-Spejderbevægelsen har direkte og indirekte haft stor betydning for mig. Jeg blev i oktober 1950 optaget i Patruljen "Falken" i Hirtshals. Dermed startede en næsten uendelig række af oplevelsesrige begivenheder. En række som bl.a. indeholdt Lejre, ture, mønstringer, konkurrencer og ikke mindst de ugentlige patruljemøder med spejderaktiviteter. Jeg blev patruljefører, Senior Patruljefører, Flokfører, med i spejderorkester, Handicap medhjælper, deltager i SOPA og endelig i forældreforening. Jeg vil prøve at illustrere dette spejderliv med typiske billeder. Dobbeltklik på billederne, hvis du vil se dem større. Brug browserens "tilbagepil" for at komme tilbage.


Vort store idol: Lord Baden Powell,
som startede spejderbevægelsen i 1907.
Har du tålmodighed, kan du høre hans 80 års hilsen her.



Falkepatruljen på lejr ved Ulvkjær 1951
Fra venstre bagerst: Patruljefører Johan Haugaard, Assistent Richardt, jeg selv,
Ejvind Mortensen, Kurt Meldgaard. Forrest: Holger Wesenberg, Kurt "Danner" og Folmer Christensen.



Før start på "60 km vandrerskjold" 1953
Fra venstre: Knud Størup, Kurt Meldgaard og jeg selv.
Billedet er fra Højergade 20 (mit hjem).



Her går starten på en cykletur til LPK i Hammer Bakker 1954.
"Togtet til Vinland" hed konkurrencen. På min "Long John" er der oven på
patruljekassen fastsurret et Vikingeskib, som vi havde bygget til lejligheden.

 
Hele vinteren og foråret havde patruljen arbejdet med vikingeaktiviteter. Der var lavet dragter som denne. 
Hjælmen var lavet med kohorn, som patruljen havde kogt af og slebet. Sværd og spyd samt sandaler var 
ligeledes lavet i patruljelokalerne i missionshusets kælder. Til dragten hørte en pose med en gammel fil, blår
 og en flintesten. Der var gået sport i at være hurtigst til at slå ild.


Patruljekonkurrencen var opbygget i etaper, således at vinderholdene gik videre til næste runde. 
Vores patrulje, Glenten, nåede at være med i tre etaper og kunne derfor smykke sig med 
Thors hammer i sølv.


Lange Søren med troppen ved Vrå Kirke


I 1957 deltog jeg i den store Jubilee Jamboree i Sutton Park i England.
Det blev en meget stor oplevelse at være blandt lederne af den 1128 mand store danske gruppe.
Med tog kørte vi gennem Tyskland og Belgien til Ostende, hvor vi kom med færgen til Dower.             
Inden ankomsten til Jamboreen slog vi lejr i spejdercenteret Gilwell Park i 4 døgn.

Efter en uges spændt venten kunne vi danske spejdere endelig gå gennem indgangsportalen.

En af de helt store oplevelser var de hyggelige lejrbål hos spejderne fra Ghana.
Deres stabs-lejrplads lå lige ved siden af vores, og for os var det spændende, at deres navne
var gamle danske familienavne som Jensen, Thomsen og Olesen, selv om de var kulsorte.
Jeg sidder her med en af deres stammetrommer.
Billedet har jeg koloreret i 1957, hvor det var almindeligt, når man selv havde mørkekammer.